Traktater og Europa-Parlamentet
Med den første traktat, der blev undertegnet i 1951, blev der oprettet en parlamentarisk forsamling, som senere fik navnet Europa-Parlamentet. Formålet med den oprindelige traktat var at få seks lande, der tidligere havde været i krig med hinanden, til at samarbejde om opfyldelsen af en række fælles mål. I de efterfølgende traktater har sigtet været at fastlægge nye samarbejdsområder og forbedre EU-institutionernes funktionsmåde i takt med, at antallet af medlemsstater er blevet udvidet fra seks til 28. Landbrugspolitikken blev f.eks. inddraget i samarbejdet med EØF-traktaten, og med Nicetraktaten blev der gennemført en reform af EU's institutionelle struktur.
Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Domstolen og Revisionsretten udøver deres beføjelser i henhold til traktaterne. Kommissionen betragtes som "traktaternes vogter". Når der skal udarbejdes en ny traktat, eller en eksisterende traktat skal ændres, indkaldes der til en regeringskonference, hvor medlemsstaternes regeringer mødes. Parlamentet høres og giver udtryk for sin holdning til den nye traktat, efterhånden som den tager form og udvikles.
Med hver ny traktat har Parlamentet fået flere demokratiske, kontrolmæssige og lovgivningsmæssige beføjelser. I forbindelse med Bruxellestraktaten (undertegnet i 1975) fik Parlamentet beføjelse til at kontrollere EU's regnskaber og vurdere, om Kommissionen har anvendt EU-budgetmidlerne fornuftigt og korrekt. Med den europæiske fælles akt (undertegnet i 1986) blev det indført, at Parlamentet skal afgive samstemmende udtalelse, før et nyt land kan tiltræde EU. Amsterdamtraktaten (undertegnet i 1997) sikrede Parlamentet en betydedligt stærkere stilling som medlovgiver sammen med Rådet på en lang række områder, der er underlagt EU-lovgivning (forbrugerbeskyttelse, retten til at arbejde lovligt i et andet land og miljøspørgsmål for blot at nævne nogle få).
Den seneste traktat, Lissabontraktaten, trådte i kraft den 1. december 2009. Den styrker Europa-Parlamentet, give de nationale parlamenter større indflydelse på fastlæggelsen af den politiske kurs i EU og giver EU-borgerne initiativret. Lissabontraktaten styrker Parlamentets beføjelser som fuldt anerkendt medlovgiver og øger dets budgetbeføjelser. Den sikrer desuden Parlamentet en central rolle ved valget af Europa-Kommissionens formand.
Navigation menu
Ratificerede traktater
Traktater, der ikke er ratificeret
Parlamentets rolle i vigtige historiske begivenheder
Hvilken rolle spillede Europa-Parlamentet på nogle af de vigtigste tidspunkter i EU's historie? Rejs tilbage i tiden og se, hvordan begivenhederne udfoldede sig set fra Parlamentets synspunkt: euroens fødsel (1998), den første gang, Parlamentets undersøgelser førte til Kommissionens fald (1999), undertegnelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2000) og EU's udvidelse med de tidligere lande i kommunistblokken (2004 og 2007). Se den utilslørede sandhed i epokens dokumenter og på epokens sprog.