Aktindsigt 

I henhold til artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har borgere i Den Europæiske Union ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uanset mediet.

Aktindsigt: et nøgleelement i gennemsigtighed

Retten til aktindsigt er et væsentligt element i den gennemsigtighedspolitik, som gennemføres af EU-institutionerne.

Europa-Parlamentet bestræber sig på at sikre en høj grad af synlighed i dets arbejde. Disse bestræbelser er så meget desto vigtigere, eftersom institutionen repræsenterer borgerne i EU, som vælger den direkte.

Reglerne om aktindsigt er fastsat i forordning (EF) nr. 1049/2001.

Dokumentregisteret

Europa-Parlamentet har oprettet et elektronisk dokumentregister for at lette adgangen til dokumenter.

Det indeholder referencer til dokumenter, der er udarbejdet eller modtaget af Europa-Parlamentet siden 2001, og er tiltænkt at være en hjælp til søgning.

Registret giver dig direkte adgang til et stort antal af Europa-Parlamentets dokumenter i elektronisk format.

Dokumenter, hvori der kan gives aktindsigt efter begæring

Dokumenter, der ikke kan konsulteres direkte i registret, kan udleveres efter anmodning.

Dette gælder for dokumenter fra før 2001, og dokumenter, som eventuelt gøres til genstand for en undtagelse fra retten til aktindsigt, jf. artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001.

Det er gratis at få adgang til dem. Anmodningen, der indgives via en elektronisk formular, kræver ikke nogen særlig begrundelse.

Efter at have behandlet Deres anmodning vil Europa-Parlamentet sende et begrundet svar inden for 15 arbejdsdage. Dokumentet offentliggøres i registret, hvis der tillades offentliggørelse.