Hjem

Om udvalg

Medlemmerne er fordelt på 20 stående udvalg med hver sit sagsområde.

Disse udvalg kommer med input til lovgivningsmæssige forslag gennem vedtagelsen af betænkninger, foreslår ændringsforslag til plenarmødet og udpeger et forhandlingsteam til at føre forhandlinger med Rådet om EU-lovgivning. Desuden vedtager de initiativbetænkninger, arrangerer høringer med eksperter og undersøger arbejdet i de øvrige EU-organer og -institutioner.

Et udvalg består af mellem 25 og 73 ordinære medlemmer og et tilsvarende antal stedfortrædere.

Hvert udvalg vælger blandt sine ordinære medlemmer og for en funktionsperiode på to og et halvt år en formand og op til fire næstformænd, som tilsammen udgør udvalgsformandskabet. Udvalgenes politiske sammensætning afspejler plenarforsamlingens politiske sammensætning.

Parlamentet kan også nedsætte underudvalg og særlige midlertidige udvalg til at tage sig af specifikke spørgsmål og undersøgelsesudvalg til at undersøge påstande om overtrædelser eller om fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten.

På forligsstadiet nedsættes der et særligt forligsudvalg.

Parlamentets udvalg holder normalt møder i Bruxelles, og deres arbejde støttes af et sekretariat. Udvalgenes forhandlinger er offentlige og webstreames i princippet live.

Udvalgsformændene koordinerer udvalgenes arbejde i Udvalgsformandskonferencen.

Særlige udvalg

Parlamentet kan til enhver tid nedsætte midlertidige udvalg til behandling af specifikke spørgsmål. Disse særlige udvalgs funktionsperiode kan højst være 12 måneder, medmindre perioden forlænges.

Undersøgelsesudvalg

Parlamentet kan nedsætte undersøgelsesudvalg til undersøgelse af overtrædelser af EU-retten eller påstande om fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten.

Undersøgelsesudvalgenes beføjelser fastsættes på grundlag af bestemmelserne om udøvelsen af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser.

Forligsudvalget

Forlig er den tredje og sidste fase i den almindelige lovgivningsprocedure (også kendt som "den fælles beslutningsprocedure"). Forligsproceduren indledes, hvis Rådet ikke godkender alle de ændringsforslag, som Parlamentet har vedtaget under andenbehandlingen.

Forligsudvalget består af to delegationer: Rådets delegation, sammensat af en repræsentant for hver medlemsstat (ministre eller disses repræsentanter), og Parlamentets delegation, sammensat af et tilsvarende antal medlemmer af Parlamentet. Forligsudvalget er ansvarligt for udarbejdelsen af et "fælles udkast", som derefter skal godkendes af både Parlamentet og Rådet.

Udvalgsformandskonferencen

Udvalgsformandskonferencen er det politiske organ, der koordinerer udvalgenes arbejde og sikrer et gnidningsløst samarbejde mellem dem. Udvalgsformandskonferencen består af formændene for alle stående og særlige udvalg, og den afholder møde tirsdag under mødeperioderne i Strasbourg. Den vælger sin formand blandt sine medlemmer for en periode på to et halvt år.

Henstilling om opstilling af dagsorden for plenarmøderne

Udvalgsformandskonferencen retter hver måned en henstilling til Formandskonferencen vedrørende forslaget til dagsorden for den næste mødeperiode sammen med en analyse af, om forslagene til retsakter er i overensstemmelse med traktatbestemmelserne om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.

Samarbejde mellem udvalg

Udvalgsformandskonferencen udgør et forum for drøftelse af horisontale spørgsmål og fælles problemer for udvalgene og bidrager aktivt til udveksling af bedste praksis gennem fastlæggelse af fælles tilgange eller retningslinjer vedrørende udvalgenes virksomhed. Den kan rette henstillinger til Formandskonferencen om udvalgenes arbejde. Udvalgsformandskonferencen fungerer også som mægler mellem udvalgene. Den behandler anmodninger om samarbejde og foreslår løsninger i tilfælde af kompetencestrid.

Lovgivningsmæssig dialog med Kommissionen og Rådet

Udvalgsformandskonferencen forbereder Parlamentets bidrag til Kommissionens årlige arbejdsprogram ved at lave en prioriteringsliste for hvert af de lovgivningsmæssige områder. Den afholder også et årligt fælles møde sammen med hele Kommissionen og mødes med Rådets formandskab flere gange årligt for at forberede og drøfte Rådets prioriteter og gøre status over det igangværende arbejde.