Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), og særlig præamblen, artikel 4, stk. 3, (loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne), artikel 5 (kompetencetildeling og nærhedsprincippet), artikel 10, stk. 1, (repræsentativt demokrati), artikel 10, stk. 2, (repræsentation af de europæiske borgere) og artikel 12 (de nationale parlamenters rolle),

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, særlig præamblen og afsnit II om interparlamentarisk samarbejde, og protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er vedføjet som bilag til Lissabontraktaten,

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 1997 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter(1), sin beslutning af 7. februar 2002 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i den europæiske integration(2) og sin beslutning af 7. maj 2009 om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten(3),

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om "Målrettet EU-regulering samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet – 19. rapport om bedre lovgivning for 2011"(4),

–  der henviser til de endelige henstillinger af 20. december 2011 fra styringsgruppen for de nationale parlamenter under Lissabontraktaten,

–  der henviser til Kommissionens årsrapporter om forbindelserne mellem Europa-Kommissionen og de nationale parlamenter, særlig den for 2012 (COM(2013)0565),

–  der henviser til de konklusioner, der er blevet vedtaget af konferencen af formænd for parlamenterne i EU (EU-parlamentsformandskonferencen) på dennes samlinger siden Lissabontraktatens(5) ikrafttræden, navnlig konferencerne i Warszawa i 2012 og i Nicosia i 2013,

–  der henviser til bidragene til og konklusionerne fra Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC) siden Lissabontraktatens ikrafttræden, navnlig L COSAC-mødet i Vilnius, samt COSAC's halvårsrapporter(6),

–  der henviser til COSAC's 20. halvårsrapport, navnlig den del, der vedrører EU's demokratiske legitimitet og de nationale parlamenters rolle samt den politiske dialog og valget til Europa-Parlamentet i 2014,

–  der henviser til bidraget fra de nationale parlamenter til COSAC-formændenes samling, som blev afholdt i det græske parlament i Athen den 26.-27. januar 2014,

–  der henviser til retningslinjerne for det interparlamentariske samarbejde, der blev vedtaget af konferencen af formænd for parlamenterne i EU under dens samling i Lissabon den 21. juli 2008,

–  der henviser til konklusionerne fra de interparlamentariske konferencer om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) den 9.-10. september 2012 i Paphos (Cypern), den 24.-26. marts 2013 i Dublin (Irland) og den 4.-6. september 2013 i Vilnius (Litauen), og til bidraget fra den interparlamentariske konference om EU's økonomiske og finansielle styring, afholdt i henhold til artikel 13 i traktaten om stabilitet, koordinering og økonomisk og monetær styring den 16.-17. oktober 2013 i Vilnius (Litauen),

–  der henviser til sine beslutninger af 12. december 2013 om hhv. konstitutionelle problemer i forbindelse med forvaltning på flere niveauer i Den Europæiske Union(7) og om Europa-Parlamentets forbindelser med de institutioner, der repræsenterer de nationale regeringer(8),

–  der henviser til rapporten "Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union", forelagt den 5. december 2012 af formændene Van Rompuy, Juncker, Barroso og Draghi,

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 13.-14. december 2012, den 24.-25. oktober 2013 og den 19.-20. december 2013,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 130,

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2014 om gennemførelsen af Lissabontraktaten for så vidt angår Europa-Parlamentet(9),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0255/2014),

A.  der henviser til, at man ifølge TEU skal betragte EU's nuværende institutionelle struktur som en etape i processen med at skabe en stadigt snævrere union, som blev indledt med oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber;

B.  der henviser til, at Unionen og dens medlemsstater ifølge princippet om loyalt samarbejde respekterer hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne, og til, at medlemsstaterne bistår Unionen i gennemførelsen af dens opgaver og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare;

C.  der henviser til, at artikel 12 i TEU, der omhandler de nationale parlamenters aktiviteter, uddyber princippet om loyalt samarbejde ved at fastslå, at de nationale parlamenter bidrager aktivt til, at Unionen kan fungere tilfredsstillende;

D.  der henviser til, at princippet om kompetencetildeling definerer Unionens beføjelser, som udøves i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, og til, at alle EU-institutionerne sammen med de nationale parlamenter sikrer, at nærhedsprincippet overholdes i retsakterne;

E.  der henviser til, at demokratisk legitimitet og ansvarlighed skal sikres på alle niveauer, hvor beslutningerne træffes og gennemføres, samt i det indbyrdes samspil mellem disse niveauer;

F.  der henviser til, at Unionen fungerer på grundlag af repræsentativt demokrati og en dobbelt demokratisk legitimitet i form af Europa-Parlamentet, som er direkte valgt af borgerne, og medlemsstaterne, der er repræsenteret i Rådet af deres respektive regeringer, som for deres part er demokratisk ansvarlige over for deres nationale parlamenter og deres borgere;

G.  der henviser til, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter på hver deres område er søjlerne i Unionens dobbelte demokratiske legitimitet: Europa-Parlamentet som den institution, der repræsenterer borgerne direkte på EU-plan, og de nationale parlamenter som de nationale institutioner, som de respektive regeringer, der er repræsenteret i Rådet, står direkte til ansvar over for;

H.  der således henviser til, at de nationale parlamenter ikke udgør et "tredje kammer" i EU's lovgivende magt, men i stedet tjener til at holde EU's andetkammer, Rådet, ansvarligt;

I.  der henviser til, at det derfor er hensigtsmæssigt at acceptere denne konstruktive tilgang fra de nationale parlementers side, som kommer til udtryk gennem formidlingen af sådanne bidrag;

J.  der henviser til, at de nationale parlamenter bør udvikle stærke og sammenhængende EU-relaterede strukturer med det formål at udbygge forbindelserne med de europæiske institutioner og opnå yderligere ekspertise vedrørende europæiske anliggender;

K.  der henviser til, at de nationale parlamenter på det nuværende integrationsstadie har en særlig rolle at spille med hensyn til at styrke den "europæiske bevidsthed" i medlemsstaterne og bringe borgerne tættere på Europa;

L.  der henviser til, at det interparlamentariske samarbejde kan spille en afgørende rolle med hensyn til at fremme den europæiske integrationsproces gennem informationsudveksling, fælles uddybning af problemerne, gensidigt gavnlig meningsudveksling og en mere gnidningsløs gennemførelse af EU-retten i national lovgivning;

M.  der henviser til, at COSAC i lyset af oprettelsen af den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs‑ og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles sikkerheds‑ og forsvarspolitik (FSFP) og den interparlamentariske konference om økonomisk styring samt konsolideringen af de interparlamentariske udvalgsmøders rolle som det foretrukne samarbejdsformat, bør forblive et forum for regelmæssig udveksling af synspunkter, information og bedste praksis om de praktiske aspekter af parlamentarisk kontrol;

N.  der henviser til, at "politisk dialog", navnlig den styrkede dialog i forbindelse med det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker, som Kommissionen har indført sammen med de nationale parlamenter, kræver større inddragelse af Europa-Parlamentet, først og fremmest i lyset af den indbyrdes afhængighed mellem de beslutninger, der træffes af Europa-Parlamentet, og dem der træffes af de nationale parlamenter;

O.  der henviser til, at ændringerne i forretningsordenen er foretaget under hensyntagen til Lissabontraktatens bestemmelser om de nationale parlamenters rolle i EU;

P.  der henviser til, at det er værd at bemærke den rolle, som konferencen af formænd for parlamenterne i EU spiller i det interparlamentariske samarbejde på dette stadie;

I.  De nationale parlamenters rolle og Unionens demokratiske legitimitet

1.  glæder sig over, at traktaternes bestemmelser tildeler de nationale parlamenter en række rettigheder og pligter, så de får mulighed for at bidrage aktivt til, at Unionen kan fungere tilfredsstillende; er af den opfattelse, at disse rettigheder og pligter omfatter:

2.  bemærker, at Unionens dobbelte demokratiske legitimitet – som borgernes og medlemsstaternes Union – i EU's lovgivningsproces kommer til udtryk gennem Europa-Parlamentet og Rådet; mener, at det, hvis medlemsstaterne skal repræsenteres som enheder og på fuldt demokratisk vis, er nødvendigt, at de standpunkter, de nationale regeringer indtager i Rådet, tager behørigt hensyn til deres nationale parlamenters standpunkter, således at Rådets demokratiske karakter styrkes;

3.  understreger, at behørig legitimitet og ansvarlighed skal sikres på nationalt plan og på EU-plan af henholdsvis de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet; minder om det princip, der er fastlagt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i december 2012, om, at det generelle mål gennem hele processen forbliver "at sikre demokratisk legitimitet og ansvarlighed på det plan, hvor beslutningerne træffes og gennemføres";

4.  roser de nationale parlamenter for at have taget skridt i retning af at:

5.  anerkender den rolle, som Europa-Parlamentets udvalg og de nationale parlamenters udvalg spiller igennem hele EU's lovgivningsproces;

6.  beklager derfor dybt den manglende gennemsigtighed i Rådets lovgivningsmæssige drøftelser og den manglende balance i informationsstrømmene mellem Europa-Parlamentet og Rådet; opfordrer Rådet til at indføre samme gennemsigtighedsstandarder som Europa-Parlamentet, navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af retsakter;

7.  mener, at den manglende gennemsigtighed i Rådets drøftelser, navnlig i forbindelse med retsakter, gør det vanskeligt for regeringerne reelt at være ansvarlige over for deres nationale parlamenter;

8.  konstaterer, at de tærskler, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i protokol nr. 2, til dato er blevet nået to gange i forbindelse med kontrollen af nærhedsprincippet; minder om, at formålet med den tidlige varslingsordning ikke er at blokere den europæiske beslutningsproces, men derimod at forbedre EU-lovgivningen ved navnlig at sikre, at EU agerer inden for sine beføjelser;

9.  mener derfor, at de nationale parlamenters og EU-institutionernes overvågning af overholdelsen af nærhedsprincippet ikke bør betragtes som en uberettiget begrænsning, men som en mekanisme til sikring af de nationale parlamenters beføjelser, for så vidt som den bidrager til at justere formen og indholdet af gavnlige EU-lovgivningsaktiviteter;

10.  mener, at den tidlige varslingsordning bør betragtes og anvendes som et af redskaberne til proaktivt samarbejde mellem EU-institutionerne og de nationale institutioner;

11.  glæder sig over, at man i praksis også anvender denne ordning som en kanal for drøftelser og samarbejdsdialog mellem de forskellige institutionsniveauer i det europæiske flerniveausystem;

12.  mener, at institutionerne først og fremmest bør betragte de begrundede udtalelser fra de nationale parlamenter som en mulighed for at få et bedre indtryk af, hvordan man bedst når målene for retsakterne, og opfordrer Kommissionen til at være hurtig og detaljeret i besvarelsen af de begrundede udtalelser og bidragene fra de nationale parlamenter;

II.  De interparlamentariske forbindelser med hensyn til den gradvise europæiske integration

13.  gentager, at det interparlamentariske samarbejde i EU ikke erstatter den normale parlamentariske kontrol, som Europa-Parlamentet udøver inden for rammerne af de traktatgivne beføjelser, og som de nationale parlamenter udøver over for de respektive regeringer i europæiske anliggender; mener, at det har til formål at:

14.  betragter de interparlamentariske samlinger som "krydspunkter" mellem EU-politik og national politik til gavn for begge; mener, at de navnlig har til formål at give de nationale parlamenter mulighed for at tage højde for det europæiske perspektiv i de nationale debatter og at give Europa-Parlamentet mulighed for at tage højde for de nationale perspektiver i den europæiske debat;

15.  henleder opmærksomheden på, at det nye europæiske interparlamentariske system stadig er under udvikling og er nødt til at afspejle en konsensusbaseret tilgang i overensstemmelse med afsnit II, artikel 9, i protokol nr. 1 til Lissabontraktaten, ifølge hvilken både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i fællesskab får til opgave at fastlægge organiseringen og fremhjælpningen af det interparlamentariske samarbejde i Unionen ved konsensus, selv om det stadig er for tidligt at forsøge at komme med en fælles ramme for interparlamentarisk samarbejde;

16.  glæder sig over de foranstaltninger, der er truffet – i overensstemmelse med anbefalingerne fra styringsgruppen for forbindelserne med de nationale parlamenter – siden ​​Lissabontraktatens ikrafttræden for at intensivere samarbejdet mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, navnlig hvad angår planlægning og forøgelse af antallet af interparlamentariske udvalgsmøder (50 siden 2010), fremsendelse af indlæg (begrundede udtalelser og bidrag) til medlemmerne af de nationale parlamenter og de relevante politiske organer i de nationale parlamenter, indførelse af videokonferencer, fremme af bilaterale besøg, tekniske forbedringer af den interparlamentariske udveksling af oplysninger om EU-information (IPEX), en stigning i antallet af samarbejdsprojekter der gennemføres inden for rammerne af Det Europæiske Center for Parlamentarisk Forskning og Dokumentation (ECPRD), besøg af administrative tjenestemænd samt udveksling af information og bedste praksis; mener, at disse foranstaltninger bidrager til at gøre de interparlamentariske forbindelser mere effektive og mere fokuserede og samtidig medvirker til en parlamentarisk demokratisering;

17.  understreger, at de interparlamentariske møder skal organiseres i tæt samarbejde med de nationale parlamenter for at øge deres effektivitet og kvalitet; henstiller derfor, at de nationale parlamenter inddrages så tidligt som muligt i fastlæggelsen af dagsordenerne for de interparlamentariske møder;

18.  mener, at udviklingen af de interparlamentariske samlinger bør være baseret på praktiske ordninger, som tager hensyn til de forskellige konferencers særlige karakteristika;

19.  roser de interparlamentariske udvalgsmøders effektivitet, og opfordrer til et tættere samarbejde mellem ordførerne om specifikke lovgivningsspørgsmål;

20.  glæder sig over de effektive møder mellem de politiske grupper og de europæiske politiske partier inden for rammerne af EU’s interparlamentariske samarbejde; opfordrer til yderligere støtte til disse møder som et effektivt redskab til udvikling af en ægte europæisk politisk bevidsthed;

21.  glæder sig over den rolle, som IPEX spiller, først og fremmest som en platform for informationsudveksling vedrørende procedurerne for parlamentarisk kontrol, til trods for de sprogproblemer, der kan opstå; opfordrer med henblik på at optimere dialogen mellem parlamenterne til, at de nationale parlamenter er særligt opmærksomme på princippet om flersprogethed;

22.  understreger, at det interparlamentariske samarbejde skal være åbent og inklusivt, og giver udtryk for bekymring over begrænsede interparlamentariske samlinger, hvortil nogle parlamenter ikke inviteres, og som organiseres uden behørig høring med henblik på at få vedtaget holdninger, som ikke er konsensusbaserede;

23.  bemærker, at den "politiske dialog", som blev etableret under "Barroso-initiativet" i 2006, og den tidlige varslingsordning er to sider af samme sag; noterer sig udviklingen af en bred vifte af forbindelser mellem de nationale parlamenter og Kommissionen samt indførelsen af en "styrket politisk dialog" som led i det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker;

III.  Udvikling og forslag

24.  foreslår, at der udvikles en interparlamentarisk forståelse mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, som kan danne grundlag for et effektivt samarbejde i henhold til artikel 9 i protokol nr. 1 til Lissabontraktaten og artikel 130 i Europa-Parlamentets forretningsorden;

25.  opfordrer til, at der inden for rammerne af det interparlamentariske samarbejde i EU finder regelmæssige, tematisk strukturerede og effektive møder sted mellem de politiske grupper og de politiske partier i Europa;

26.  understreger, at det interparlamentariske samarbejde altid skal tage sigte på at samle de rigtige personer på det rigtige tidspunkt for at behandle de rigtige emner på en meningsfuld måde, således at det sikres, at de beslutninger, der træffes inden for de respektive kompetenceområder, beriges med den merværdi, der udspringer af ægte dialog og reelle drøftelser;

27.  mener, at COSAC fortsat bør være forum for en regelmæssig udveksling af synspunkter, information og bedste praksis vedrørende de praktiske aspekter af parlamentarisk kontrol;

28.  minder i forbindelse med konferencen om økonomisk styring, der er baseret på artikel 13 i traktaten om stabilitet, samordning og styring, om, at en aftale, der blev opnået enighed om blandt EU-parlamentsformændene på deres konference i Nicosia i april 2013, indeholder bestemmelser om et antal ordninger for den pågældende konference og om en revision af disse ordninger, som skal færdiggøres i 2015 på konferencen af EU-parlamentsformænd i Rom; er derfor af den opfattelse, at en eventuel procedure for vedtagelse af praktiske ordninger for konferencen om økonomisk styring forud for denne revision vil komme for tidligt og derfor bør undgås;

29.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 200 af 30.6.1997, s. 153. (2) EUT C 284 E af 21.11.2002, s. 322. (3) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 94. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0061. (5) http://www.ipex.eu/IPEXL-WEB/euspeakers/getspeakers.do (6) http://www.cosac.eu/. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0598. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0599. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0249.